En beretning fra en frivillig

Her er en historie fra frivilliglivet på Frivilligcenter SR-Bistand. I skal møde frivillige Tobias Jensen på 27 år. Han bor i Herlev og studerer jura til hverdag.

 

Tobias har været frivillig i Frivilligcenter SR-bistand i 7 måneder. Han arbejder som juridisk rådgiver og foretager rådgivning via opkald, mail og personlige møder.

 

“Det giver en god fornemmelse at være frivillig, fordi jeg kan hjælpe folk, som har brug for det. Derudover er det værdifuld joberfaring. Man skal tit yde rådgivning inden for retsområder, man ikke på forhånd kender til, og man lærer også at relatere til alle slags mennesker.” fortæller Tobias, der hver tirsdag tager han turen til Nørrebro for at være frivillig jurist.

 

Han forsætter “Jeg har fået rigtig meget ud af mit frivillige arbejde både personligt og fagligt. Det har givet mere selvtillid og gjort mig mere sikker på de teoretiske ting, jeg har lært på mit studie.”

 

Her er en historie fra Tobias’ frivillige arbejde, som meget godt illustrerer, hvad social-juridiske arbejde i rådgivningen går ud på, og hvor langt vi faktisk kan gå og ikke mindst nå, når bare vi er vedholdende.

 

Tobias fortæller:

En borger henvendte sig telefonisk til mig i rådgivningen i foråret 2019. Han forklarede mig, at han var blind og meget afhængig af at bruge Western Union, eftersom de tilbød en særlig service, som gjorde det praktisk for synshandicappede at lave pengeoverførsler. Imidlertid var han af uforståelige årsager blevet udelukket som kunde af den amerikanske bank og havde igennem længere tid forgæves forsøgt at forklare situationen til den danske afdelings kundeservice, som ikke var i stand til at yde hjælp eller rådgivning. Da han hverken kunne læse, skrive eller tale engelsk, ville han gerne have SR-Bistands hjælp til at påtvinge en forklaring igennem fra Western Union og få dem til at tage stilling til spørgsmålet om hans udelukkelse igen.

 

Jeg hentede ham i krydset, hvor Tagensvej møder Jagtvej og fulgte ham hen til SR-Bistands lokaler. Dette skulle i øvrigt vise sig at blive lidt af en fast rutine. Da vi kom tilbage til mit skrivebord den første af mange tirsdage, prøvede jeg med borgerens fuldmagt at ringe til Western Unions serviceafdeling i Danmark, men blev stillet om igen og igen, indtil jeg endelig fik besked fra deres amerikanske afdeling om, at de havde modtaget hans klage i sagen, og der vil blive truffet afgørelse om 1-2 dage.

 

Under vores første møde forklarede borgeren mig, at han oprindeligt kom fra Irak, men var blevet transporteret til Danmark som ganske ung, eftersom det var almindeligt, at personer med handicap i hans hjemegn blev mobbet og behandlet som dyr. De venner og familiemedlemmer, som havde hjulpet ham med at flygte ud af landet og komme til Danmark i sin tid, var de menneskesker han brugte Western Union til at sende penge til.

Tirsdagen efter ringede borgeren til mig igen og bad mig om at kigge hans e-mail igennem for at se, om der var kommet noget nyt fra Western Union. Det var der ikke. Allerede fra begyndelsen af, var jeg langt fra optimistisk i forhold til borgerens udsigter for at blive optaget som kunde igen, og igennem processen blev jeg mindre og mindre forhåbningsfuld. Af flere årsager. Først og fremmest pga., at Western Union før havde henvist til udenrigsmæssige sikkerhedshensyn i forbindelse med borgerens udelukkelse, hvilket er en argumentation, der er svær at svare igen på. Særligt pga. USA ’s terrorfrygt og påpasselige tilgang til et mellemøstligt land som Irak. Dernæst er Western Union en privat virksomhed, der som de selv skrev, som udgangspunkt har ret til at vælge hvilke kunder, der må benytte sig af deres service. For det tredje er Western Union en gigantisk og verdensomspændende virksomhed og deres klageafdeling var en bureaukratisk labyrint at komme igennem. Vi blev hele tiden stillet om, men ingen vidste med sikkerhed, hvem vi skulle tale med og tilsyneladende var det umuligt at få et klart svart om borger ’s situation fra nogen.

 

Jeg anbefalede i flere omgange borgeren, at han skulle droppe sagen og benytte sig af en anden service som fx MoneyGram i stedet. Men for ham var det rent principielt. Det slog mig, at hans historie ikke så meget handlede om, at han ikke længere kunne benytte Western Unions ydelser. Hans historie handlede nærmere om en borger, der ikke følte sig hørt og overset af et ugennemsigtigt, stort, ikke-menneskeligt system, som ikke behandlede ham fair.

 

Han fortsatte trofast med at ringe til mig hver tirsdag for at opdatere mig, om der var kommet nye mails ind fra Western Union i løbet af ugen, hvorefter jeg hentede ham nede på busstoppestedet for at ringe og skrive på hans vegne. Sommetider hjalp jeg ham også med at købe falafelkugler i Irma og gav ham rutevejledning efter vores personlige samtale. Først prøvede vi at løse sagen igennem Western Unions klageafdeling, hvilket var håbløst. Herefter skrev vi en detaljeret klage til et uafhængigt forbrugerråd i Colorado, som efter længere tids korrespondance frem og tilbage med Western Union, afviste sagen. Herefter prøvede vi et andet amerikansk forbrugerorgan, som bl.a. havde mulighed for at arrangere konfliktmægling ml. forbrugere og private firmaer. På dette tidspunkt havde jeg allerede givet op, og også min chef anbefalede mig at lade sagen ligge med henvisning til, at vi ikke havde ressourcer nok til at forfølge sagen yderligere. Det forekom forholdsvist klart, at vi bare slog panden mod muren. Før min ferie hjalp jeg borgeren en allersidste gang i forbindelse med en korrespondance med det seneste forbrugerorgan, vi havde klaget til. Herefter gav jeg ham besked om, at der nu ikke var mere SR-bistand kunne gøre for at hjælpe.

 

Da jeg fandt plads igen ved mit faste skrivebord efter min ferie i slutningen af juli, blev jeg helt bekymret over, at der gik en hel vagt, hvor han ikke havde ringet. Mine kolleger og jeg overvejede om, om der mon var sket noget med borgeren. Men lige før min vagt var forbi, ringede han herind. Han fortalte til min store overraskelse og glæde, at han var blevet optaget som kunde i Western Union igen. Det seneste forsøg på at skabe en forbrugermægling med Western Union havde åbenbart båret frugt, og de havde kontaktet borgeren fra den øverste afdeling af Western Union med en dansk tolk, og han havde endelig fået lov til at forklare sin situation menneske til menneske. De havde haft forståelse for hans frustration, og stik mod min forventning, budt ham velkommen som kunde igen.

 

Moralen ved historien er, som borgeren selv forklarede mig i telefonen, at ihærdighed betaler sig. Takket være borgerens egen ihærdighed og indsats, blev han kunde hos Western Union igen og mere essentielt, hørt som menneske. Jeg gjorde ikke andet end at udfylde min funktion som talerør imellem ham og de relevante klageinstanser og personer, men jeg er stolt over at have været en del af processen.

 

Tusind tak for en god indsats.