Julen kan være en dyr fornøjelse, og for mange familier er det svært at få råd til flæsesteg, gaver og juletræ. Flere og flere har svært ved at få pengene til at række bl.a. som følge af inflation og stigende priser.
Heldigvis er det muligt at få en økonomisk håndsrækning i form af julehjælp, hvis man er presset på økonomien. Her har vi samlet en liste over nogle af de organisationer, der uddeler julehjælp i år.
Hvad er julehjælp?
Julehjælp består som regel af et pengebeløb eller gavekort til indkøb, men der kan også være tale om en pakke med fx julemad, gaver mv.
Hvem kan søge?
De forskellige organisationer, der uddeler julehjælp, har forskellige kriterier. Der kan fx være krav om, at man skal have hjemmeboende børn, at man er eneforsørger, at ens indkomst ikke overstiger en bestemt grænse, eller at man bor i en bestemt kommune.
Hvordan søger man julehjælp?
De fleste steder skal man udfylde et ansøgningsskema, som man sender ind til organisationen. Du kan se mere under de enkelte organisationer nedenfor. Mange af organisationerne kan også hjælpe dig med at ansøge eller svare på spørgsmål om ansøgningsprocessen og kriterierne.