Faglig tilgang til rådgivning

Frivilligcenter SR-Bistand stiller høje krav til det faglige niveau i rådgivningen.

 

I den social-juridiske rådgivning er de frivillige rådgivere uddannede jurister og socialrådgivere eller studerende på sidste del af deres uddannelse. I økonomi- og gældsrådgivningen har de frivillige enten juridisk eller finansiel/økonomisk uddannelsesbaggrund og er ligeledes enten færdiguddannede eller på sidste del af uddannelsen.

 

Vores faglige tilgang i rådgivningen er først og fremmest fagprofessionel rådgivning om økonomi og juridiske problemstillinger. Derfor er den juridiske metode vigtig i arbejdet med rådgivning hos os.

Ellen taler i telefon
faglig tilgang

I Frivilligcenter SR-Bistand arbejder vi med en empowerment- og narrativ faglig tilgang i mødet med de mennesker, der henvender sig for at få rådgivning og vejledning. Det betyder, at vi i mødet med rådsøgende har fokus på at styrke den enkeltes egne ressourcer og oplevelse af handlekraft (empowerment). Således, at de bliver bedre klædt på til at håndtere deres egne udfordringer og problemer.

 

Udover vores fokus på empowerment, bygger vores faglige tilgang ligeledes på en narrativ problemforståelse. Her arbejder vi med, at problemet ikke er den rådsøgendes identitet, og i stedet arbejder med at styre den identitetsfortælling, der finder sted i mødet med mennesket. Disse faglige tilgange stemmer i høj grad overens med vores fem overordnede værdier, der gennemsyrer hele organisationen. Rent metodisk arbejder vi derfor med femfasemodellen og en række metodegreb inden for den narrative metode, samt en række samtaletekniske greb, der ligger i forlængelse af vores værdier og faglige tilgang.

 

5-fasemodellen som samtalemodel samt forskellige andre samtaletekniske greb såsom åbne spørgsmål, aktiv lytning og spejling. 5-fasemodellen som samtaleredskab er med til at guide samtalen og sørge for, at man får etableret en god relation, er undersøgende overfor den rådsøgende, sætter fælles mål for samtalen og får afrundet samtalen på en god måde.

I forlængelse heraf, arbejder vi med forskellige narrative samtalegreb med det formål at etablere en ligeværd relation i rådgivningssamtalen, hvor der tages udgangspunkt den rådsøgendes egne oplevelser og erfaringer i verden. Disse greb er fx at sætte sig i ”den ikke-vidende position”, eksternaliserende sprogbrug og agenthed.

 

De faglige tilgange og metoder, som vi tager afsæt i tager afsæt i Frivilligcenter SR-Bistands fem grundlæggende værdier: handlekraft, helhedssyn, rummelighed, ligeværd og fællesskab. Vi arbejder empowerment-orienteret, hvilket betyder, at vi arbejder med at styrke menneskers egen handlekraft gennem hjælp til selvhjælp, ligesom vi tror på, at alle mennesker er ekspert i deres eget liv.

 

Derudover arbejder vi helhedsorienteret, hvorfor alle frivillige rådgivere bliver en del af et fast og selvkørende team bestående af rådgivere med forskellige faglige baggrunde. Teamet briefer og debriefer sammen på hver vagt og samarbejder om at rådgive.

 

Læs mere om vores værdier her.

 

I tillæg til det fælles metodiske afsæt arbejder vi ud fra en multiteoretisk tilgang i rådgivningen, selvfølgelig indenfor af vores værdier. Vi tilpasser altid vores tilgang til det menneske og den situation, vi sidder over for. De frivillige rådgivere trækker på deres egen faglige baggrund samt de erfaringer og metoder, de har med sig fra uddannelse og arbejdslivet.

HVEM ER VI? 

Frivilligcenter SR-Bistand er en frivillig, uafhængig social forening og NGO beliggende på Nørrebro i København.

 

Her kan du få gratis, professionel bistand og rådgivning.

 

Frivilligcenter SR-Bistand vil gennem hjælp og vejledning understøtte et stærkt og mangfoldigt civilsamfund.

Læs mere om os her
Hjælp til alle

Frivilligcenter SR-Bistands hjælp henvender sig til alle, der kommer ud for situationer i livet, som kan være svære at overskue og håndtere alene.

Alle vores tilbud er gratis og ydes af frivillige med en høj faglig baggrund inden for hvert område.

Vores rådgivning overholder alle kvalitetsstandarder og er akkrediteret af RådgivningsDanmark.