11 gode sparetips

Herunder får du 11 gode sparetips og tilgange til at forbedre din økonomi. Husk, at du ikke behøver gøre det hele på en gang. Små skridt kan også gøre en stor forskel!

 

1. Læg et budget

Det er en god ide at finde ud af, hvad man bruger sine penge på. Et budgetoverblik kan også hjælpe dig til at finde steder, hvor du kan spare penge i fremtiden. Du kan finde et budgetskema her eller downloade Spiir App på din mobil gratis – her kan du få automatisk overblik over din økonomi.

2. Lav madplaner

Beslut dig for, hvad du skal spise i løbet af ugen, og spar både tid og penge. Du køber mindre ind i løbet af ugen, og du får brugt flere af de varer, du har købt ind. Med en madplan kan du også nemmere undgå at bruge mange penge på take-out. Mange hjemmesider og blogs laver gode, billige madplaner helt gratis.

3. Food prepping

Det kan hurtigt blive dyrt at skulle købe frokost eller kaffe på caféer eller i kantinen. Du kan spare mange penge ved selv at have en termokande med kaffe og din frokost med i tasken. Lav evt. store portioner aftensmad, så der er nok til frokosten næste dag.

4. Hav pengene kontant

Har du nemt ved at svinge betalingskortet? Ved at hæve kontanter kan du få et meget håndgribelig overblik over, hvor mange penge du har at bruge på madindkøb, teaterture eller til den nye vinterjakke.

5. Gå eller cykl

Kan du cykle på studiet eller til arbejde i stedet for at tage bussen eller metroen? Og i stedet for at bestille en taxi hjem fra byen gå til det nærmeste tog? Der kan være penge at spare.

6. Køb og sælg brugt

Køb dine ting brugt, og sælg det, du ikke bruger længere. Du kan spare ved at købe dit tøj, møbler og nærmest alt andet brugt – der findes næsten ikke det, du ikke kan finde i genbrug. Og så er det også godt for miljøet! Der findes mange gode genbrugsbutikker i hele landet. Derudover kan du bruge fx www.dba.dk, Trendsales for at finde brugt tøj og melde dig ind i diverse køb/salg/bytte-Facebookgrupper.

7. Se efter rabatter

Er du studerende eller pensionist? Eller er du måske medlem af foreninger, der giver rabat til forskellige butikker eller arrangementer? Mange steder tilbyder billigere priser ved fremvisning af studiekort eller medlemskort, også i udlandet. Så hold øje og se om de lokale butikker og events har særtilbud, du kan benytte dig af.

8. Lån det, du mangler

Kan du låne i stedet for at købe? Om det er en ny kjole til familiefødselsdag, et telt til vandreturen eller en højtaler til festen, så kan du måske låne af en ven eller leje, i stedet for at skulle købe nyt. Husk også at bruge dit lokale bibliotek, her kan du udover bøger ofte også låne fx brætspil. Hvis du er medlem af Frivilligcenter SR-Bistand kan du også låne lokaler gratis til fx afholdelse af møder. Bliv medlem her

9. Abonnement-gennemgang

Pengene bliver automatisk trukket hver måned, så det er nemt at glemme, at de er der. Men med mange forskellige abonnementer kan det hurtigt blive dyrt. Se dine abonnementer igennem og vurder om du virkelig har behov for dem alle, – kan det f.eks. være okay med én streamingtjeneste i stedet for fire? Og får du brugt dit abonnement til fitnesscenteret, eller får du motion på anden vis?

10. Kig på din økonomi

Det kan være hårdt og svært at skulle se på sin økonomi, især hvis der er overtræk på kontoen. Det er dog vigtigt at følge med og vide, hvad man bruger sine penge på. Du behøver ikke at ændre det hele på en dag, men væn dig gerne til at tjekke din konto, så bliver det mindre grænseoverskridende med tiden.

11. Få gratis hjælp

Har du brug for rådgivning eller hjælp? Der findes mange forskellige foreninger, der hjælper med alt lige fra gratis gældsrådgiving og psykologhjælp til gratis lektiecaféer og strikkeklubber. Hos Frivilligcenter SR-Bistand tilbyder vi gratis økonomi- og gældsrådgivning samt retshjælp og socialrådgivning (læs mere her). Derudover har vi samlet en oversigt over foreninger på nørrebro her, hvor du kan finde information om, hvordan du får den hjælp, du behøver.

Ekstra tip: Er du bekymret for din elregning? Læs mere her og få gode råd til, hvordan du kan spare.

35 39 71 97